Eksport og internationalisering er vejen til vækst og udvikling for det danske erhvervsliv, og Estland er et oplagt marked. Grundlaget for et fremtidigt samarbejde er nu blevet etableret i Vordingborg.

Det danske sommervejr viste sig fra sin bedste side med masser af solskin og blå himmel, da Vordingborg Erhverv og Vordingborg Kommune i dagene d. 11.-13. maj tog imod den estiske erhvervsminister, ambassadøren og repræsentanter fra 23 estiske virksomheder i forbindelse med arrangementet Estonian Week in Denmark.

Dagene var tæt pakket med møder, seminarer og udveksling af erfaring, ideer og kontakter, og der er nu skabt flere gode relationer, der vil blive arbejdet videre med i den kommende tid.

Spændende muligheder for det lokale erhvervsliv

aabning
Åbningstale ved ambassadør Märt Volmer

Den første dag, onsdag d. 11. maj, blev indledt med, at borgmester Knud Larsen bød deltagerne velkommen. Både den estiske ambassadør, Märt Volmer og den estiske erhvervsminister, Liisa Oviir indledte arrangementet, og lagde vægt på at Estland og Danmark har meget ens kulturer med veluddannede og innovative erhvervsdrivende. Derefter var der seminarer, hvor de estiske virksomheder kunne høre om mulighederne for at etablere sig på det danske marked, og danske virksomheder fik oplysninger om, hvordan man kommer i gang med eksport til Estland.

Esko Design fra Præstø var en af de danske deltagere, og her mener man, at deltagelsen har været meget givende. Eksport og internationalisering er vigtigt for en sund vækst, og det er oplagt at vælge et nærliggende marked som Estland.

esko-moede
Esko Schmidt-Sørensen fra Esko Design og Raido Ruuse fra estiske Ten Twelve diskuterer potentielt samarbejde

”Jeg fik en invitation til at tage til Tallinn og besøge en virksomhed som udvikler prototyper. Hvis vi kan flytte vores prototypeudvikling fra Østen til Baltikum kan vi potentielt spare både tid og penge. Derudover var der andre af virksomhederne som er interesserede i vores lamper, og jeg har også fået en forespørgsel på at lave et bænkesystem med LED-lys, til en estisk virksomhed, som producerer møbler til byrum. Nu ligger arbejdet i at holde kontakten og følge op på samtalerne”, fortæller direktør i Esko Design, Esko Schmidt-Sørensen.

Meget til fælles og alligevel forskellige

Formålet med Estonian Week var at styrke relationerne mellem danske og estiske virksomheder, og det er i høj grad lykkedes. Både torsdag og fredag var der arrangeret virksomhedsbesøg, hvor repræsentanter fra de estiske virksomheder tog ud til danske virksomheder for at tale om mulighederne for at indlede et samarbejde og måske gøre forretninger sammen.

Grundlaget for et samarbejde er godt: Vordingborg er et godt udgangspunkt på grund af den gode placering og områdets stærke infrastruktur. Desuden har danskerne og esterne meget til fælles både kulturelt og historisk, og det gør det lettere at gå i gang med eksport, at man har et vist kendskab til markedet i forvejen.

Der var også sat tid af til at udforske nogle af forskellene. Under torsdagens besøg på Geo Center Møns Klint kom de estiske kameraer på overarbejde, da de tog billeder af området, der tog sig ud fra sin bedste side i det dejlige solskin, og de var meget fascinerede af fortællingen om Danmarks geologiske historie og af udsigten over klinten.

Sammen står man stærkere

Interessen fra de danske virksomheder for at deltage har været stor. Eksportmulighederne er tillokkende, og der er potentiale i at gå sammen om udveksling af erfaringer og forretningsideer.

Også for en virksomhed som Bisca, som ellers allerede er en stor aktør både lokalt og internationalt. Virksomheden havde fredag under Estonian Week in Denmark besøg af tre fødevarerproducenter fra Estland, som alle var interesserede i at hjælpes til at indtage nye markeder.

bisca-balsnack
Michael Møller fra Bisca havde besøg af firmaerne Balsnack, Linnamäe og Karjamoisa fra Estland.

”Det estiske marked er bestemt en mulighed vi kigger på. Vi har fået startet en god dialog og har fået kendskab til hinandens udfordringer. Vi er alle ikke-konkurrerende virksomheder i samme branche, og derfor kan vi udveksle erfaringer og viden og hjælpe hinanden med at afklare veje ind på det danske og estiske marked. Nu er relationen skabt og så må vi se hvordan vi bygger videre på det”, fortæller adm. direktør i Bisca, Michael Møller Jensen.

Vordingborg – det centrale knudepunkt for eksport og internationale relationer

De intense dage resulterede i mange nye kontakter og relationer. Der er allerede nu planer om flere møder, og Vordingborg Erhverv arbejder nu videre med at følge op på Estonian Week in Denmark og faciliterer samarbejdsmulighederne yderligere. Allerede i juni er der planer om et besøg til Estland for flere af de involverede virksomheder, for at følge op på relationerne.

flag-dansk-estiskFakta om Estonian Week in Denmark

  • Estonian Week in Denmark er blevet til som et samarbejde mellem Vordingborg Erhverv, Vordingborg Kommune, Dansk-Estisk Handelskammer og Den Estiske Ambassade
  • Samarbejdet er opstået som følge af et besøg i Estland i november sidste år, hvor der blev bygget videre på de relationer, som lokale virksomheder allerede har i Estland
  • I alt 23 estiske og 55 danske virksomheder deltog i arrangementet