I januar var der officiel indvielse af GN Resound’s nye produktionsfaciliteter i Præstø. Det var en stor dag for den danske høreapparatsgigant, som er en af Danmarks førende internationale virksomheder – med fortsat ønske om at bevare produktionen på Sydsjælland.

Det går godt for GN Resound. Så godt, at ledelsen sidste år fandt det nødvendigt at udvide virksomhedens produktionsfaciliteter i Præstø, som nu består af hele 4300 kvadratmeter. Derfor var der også god grund til at markere det med en officiel indvielse i januar i år, og betydningen af det glade budskab blev understreget af, at selv statsminister Lars Løkke Rasmussen havde fundet tid til at deltage i begivenheden. Om udvidelsen siger Morten Andersen, direktør på fabrikken i Præstø:

”Det giver os mulighed for at vækste. Behovet er der, og nu har vi plads til mere udstyr, så vi kan producere mere.”

Han forklarer samtidig, at fabrikken også er blevet langt mere sikker, fordi der er længere afstand mellem bygningerne. Det mindsker risikoen for skader i forbindelse med fx brand.

Fra Præstø og videre ud i verden

GN Resound, som fremstiller og sælger høreapparater, har hovedkvarter i Ballerup, men det er i Præstø komponenterne bliver produceret. Herfra bliver de sendt til Malaysia for at blive brugt i forbindelse med samlingen af høreapparaterne. Efterfølgende sælges høreapparaterne i hele verden – heriblandt USA, Tyskland, Australien og Japan som de største markeder.

”Lige nu sælger vi ret godt. Det er de vestlige lande, der trækker det store læs. Det er dem, der har pengene. Der er også potentielle markeder i Østeuropa, Asien og Afrika, men der har man ikke den fornødne økonomiske kapacitet, der skal til. Den menige mand har ikke så mange penge, som man har i vesten.”

Men det kommer nok på et tidspunkt, mener Morten Andersen, og så er GN Resound parat. Allerede nu arbejder man på at skabe kontakter og finde ud af, hvad man kan gøre for de markeder, hvor pengene er små. For tab af hørelsen har store konsekvenser:

”Det at kunne høre er en vigtig del af ens liv. Det betyder meget for det sociale, at man kan høre andre mennesker. Det har simpelthen betydning for livskvaliteten”, siger Morten Andersen, og forklarer, at høretab skyldes, at de små fimrehår i øret knækker. Dermed opstår der huller, så lydbølgerne udefra ikke kan trænge ind. Høreapparaterne kan hjælpe ved at forstærke lydbølgerne, så hjernen alligevel kan opfange dem.

En god medarbejderstab

Arbejdet med at foden inden for på nye markeder er noget, som salgs- og markedsføringsafdelingen tager sig af i Ballerup. For Morten Andersen og medarbejderne på fabrikken i Præstø handler det først og fremmest om at levere de dele, der skal til, for at brugerne i sidste ende kan få de høreapparater, der kan hjælpe dem. Lige nu er der 80 ansatte, som kommer fra forskellige faggrupper  – der er både maskinarbejdere, værktøjsmagere, teknikere, ingeniører og funktionærer. Og der er måske flere på vej:

”På grund af den vækst, vi oplever, kan det godt være, vi får brug for flere medarbejdere. Vi har udarbejdet nogle business cases, som viser, at hvis væksten fortsætter, får vi brug for flere hænder om et års tid for at imødekomme behovet for mere produktion,” siger Morten Andersen, som kan tilføje, at han har en god og stabil medarbejderskare, og mange af de ansatte har været der i mange år.

En fordel med produktion i Danmark

Morten Andersen forklarer virksomhedens vækst med det første trådløse høreapparat, som kom på markedet i 2010. De gør brug af den nyeste teknologi, og det betyder blandt andet, at man som bruger nemt kan tilpasse høreapparatet ved hjælp af en app, og det er fx muligt at streame lyd direkte fra sit tv eller telefon. Det har vundet indpas hos brugerne, og nu arbejder GN Resound med en endnu bedre såkaldt femte generation af høreapparater, som Morten Andersen forventer er klar til efteråret.

For en international virksomhed med store markedsandele i lande spredt over hele verden, er det nærliggende at tænke, at det må kunne betale sig at flytte produktionen ud af Danmark, som så mange andre store virksomheder har valgt at gøre. Men hos GN Resound ser man det ikke som nogen fordel. Morten Andersen siger:

”Det er nogle meget vigtige komponenter, vi fremstiller her på fabrikken i Præstø. Nogen af dem udgør selve hjernen i høreapparaterne, og vi har et tæt samspil mellem os og forsknings- og udviklingsafdelingen i Ballerup. Så derfor er der ikke nogen besparelse i at få det lavet i udlandet. Man skal ikke altid tro, det er smartest at få det lavet i billigere lande”.

Så alt i alt må man sige, at fremtiden tegner godt for både GN Resound og de kunder, som får gavn af virksomhedens produkter.

Fakta:

  • GN Resound er en af verdens største producenter af høreapparater
  • Virksomheden sælger til mere end 80 lande og har kontorer i 25 lande
  • Ca. 800.000 danskere skønnes at lide af høretab
  • Det er ikke kun ældre mennesker, der rammes af høretab – også yngre mennesker kan have svært ved at høre, fx som følge af skader pga. høj musik