Er du iværksætter? Så bliv en del af et af vores iværksættermiljøer. Det er inspirerende, faglige og sociale fællesskaber med andre iværksættere.

Vordingborg kommune har måske det mest omfattende netværk af iværksættere uden for de store universitetsbyer – der findes hele fem forskellige iværksættermiljøer med hver deres særlige fokusområde:

Spirepladserne hos Vordingborg Erhverv

Techcubator

futuRUM

Vækstfabrikken Stege

Vækstfabrikken Vordingborg

Hvad er et iværksættermiljø?

Måske er du lige sprunget ud som selvstændig. Måske er du allerede godt i gang og har et par ansatte. Uanset hvad, er der iværksættermiljøer, der passer til dig.

Her kan du møde ligesindede, udvide dit netværk, og blive fastholdt i dine planer om at skabe din egen forretning.

Typisk er der tale om en kontorplads sammen med andre iværksættere, hvor du fx har mulighed for at  få en mentor eller deltage i særlige forløb med fokus på, hvordan du udvikler netop din virksomhed.

Spirepladserne

En spireplads er en kontorplads hos Vordingborg Erhverv i lokalerne på Marienbergvej 132 i Vordingborg. Den er for iværksættere, som har en god ide, men som gerne vil arbejde med ideen i trygge rammer, inden de beslutter sig for, om den er holdbar nok til, at de vil fortsætte som selvstændige.

Pladsen er gratis og en del af et seks måneders forløb. I løbet af de seks måneder får man sparring og vejledning af Vordingborg Erhvervs konsulenter i forbindelse med bl.a. udvikling af produkt, forretningsplan, salg og markedsføring. Samtidig er man en del af et fællesskab med andre iværksætterspirer.

Læs mere her: Spirepladserne hos Vordingborg Erhverv.

Techcubator

Techcubator i Algade i Vordingborg er et miljø for iværksættere, som arbejder med teknologi med særligt fokus på bæredygtighed, både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Formålet er at hjælpe iværksættere inden teknologibranchen ved hjælp af sparring og mentorordninger. Lige fra starten skal bæredygtighed være en integreret del af den virksomhed, man vil udvikle.

Techcubator er både for iværksættere, der lige har fået en god ide, såvel som selvstændige, der har etableret sig. Måske har man nogle få ansatte, men har brug for et godt netværk og udviklingsmiljø for at vokse sig større.

Der er plads til 3-5 virksomheder i Techcubator.

Techcubator er en non-profit organization startet på initiativ af Alan Christoffersen, tidligere direktør i Insatech. Læs mere på www.techcubator.org.

futuRUM

futuRUM ligger på Adelgade i Præstø og er specielt målrettet til iværksættere, som arbejder med digitale forretningsideer. Der er syv arbejdspladser til selvstændige, der enten er igang med at få de første kunder eller allerede har et par ansatte. Hos futuRUM indgår man som iværksætter i et kontormiljø, hvilket giver mulighed for netværk og erfaringsudveksling.

futuRUM er en del af praestoe.com-konceptet og giver adgang til en række tilbud som fx sparring, online markedsføringsplatform, it-værktøjer og netværk. Læs mere på www.praestoe.com.

Vækstfabrikken Stege

Vækstfabrikken Stege er et kontorfællesskab med fokus på kunst, kultur og socialt entreprenørskab. Som iværksætter i Vækstfabrikken Stege har man – ud over en kontorplads – mulighed for at deltage i et individuelt tilrettelagt forløb. Her kan man få sparring på de udfordringer, man står med, og man kan bl.a. få hjælp til produktion og kapitalsøgning og deltage undervisningsforløb. Man kan også gøre brug af de andre vækstfabrikkers mødelokaler i København og på Sjælland i forbindelse med kundemøder o.lign.

Der er seks kontorpladser. Det er både er for dem, der lige har fået deres første kunder, og til dem, som har etableret sig med to-tre ansatte. Læs mere om Vækstfabrikken Stege på vaekstfabrikkerne.dk/stege.

Vækstfabrikken Vordingborg

Vækstfabrikken Vordingborg er et kontormiljø, hvor iværksættere indgår i et fællesskab af ligesindede med mulighed for netværk og erfaringsudveksling. Da kontormiljøet er en del af Væksthus Sjælland placeret på Marienbergvej 132 i Vordingborg, er der også rig mulighed for sparring med væksthusets konsulenter.

Der er tilbud om undervisningsforløb, og man kan gøre brug af de andre vækstfabrikkers mødelokaler i København og på Sjælland i forbindelse med kundemøder o.lign. Der er 15 kontorpladser i alt.

Læs mere om Vækstfabrikken Vordingborg.

Hvorfor være en del af et iværksættermiljø?

Erfaring med iværksættermiljøer viser, at de giver gode resultater. Normalt kan arbejdet som selvstændigt let blive lidt ensomt, fordi man arbejder alene og ikke har nogen at sparre med. I et iværksættermiljø hjælper iværksætterne hinanden og finder inspiration i hinandens ideer og måder at løse opgaver på. Det gør potentialet for vækst og udvikling større.

Vil du vide mere om iværksættermiljøerne i Vordingborg Kommune, og hvordan du bliver en del af dem, er du velkommen til at kontakte Vordingborg Erhverv.

Kontakt os