Peter er lærling hos Knud Jensen VVS i Lundby

Peter er nu godt i gang med praktikken hos Knud Jensen VVS. Læs her andet afsnit i vores serie om VVS-lærlingen og hans erfaringer med at skifte skolebænken ud med arbejdslivet.

I november 2016 talte vi første gang med 16-årige Peter E. Olsen fra Vordingborg. Han var godt i gang med andet grundforløb på EUC Sjælland og havde netop fået en lærlingekontrakt med Knud Jensen VVS i Lundby. Her skulle han starte i praktik i januar.

”Det går godt. Jeg er meget glad for det, og det bliver sjovere og sjovere for hver dag, der går, fordi jeg kan mere og mere,” lyder Peters svar på spørgsmålet om, hvordan skiftet fra skole til virksomhed har været.

Afvekslende opgaver

Peter møder på arbejdet om morgenen, og derfra kører han sammen med svendene ud til de opgaver, som de har.

Typisk kører han rundt med den samme svend en uge af gangen. Dermed kommer han til at arbejde sammen med forskellige medarbejdere fra virksomheden, og opgaverne veksler meget.

”Man kommer ud i mange hjem, og jeg har været med til forskellige ting, bl.a. har jeg lavet fjernvarme, varmeinstallationer og vandmålere”, fortæller Peter og uddyber:

”For de private kunder skifter opgaverne meget. Den ene dag kan det være en vandinstallation, man skal lave, den næste er det varme, og den tredje er det en installation.”

Men også de større projekter er Peter med til:

”Jeg har også været med ude på byggepladser. Der handler det tit om at tage gamle rør ned og trække nye. Det er lidt mere ensidigt, men det er stadig sjovt, fordi man lærer meget og bliver hurtig.”

Mere ansvar som tiden går

Hos Knud Jensen VVS  er Peter ikke ”bare” en lærling. Tværtimod er det hans erfaring, at han får lov at deltage lige så meget i arbejdet som alle andre.

”Jeg får lov at bruge mine hænder. Svendene er dygtige og vil gerne lære fra sig, og de er gode til at hjælpe. De går meget op i én, for de vil gerne have, at man bliver dygtig, så man kan komme ud og lave noget. Som de siger, der er jo nogen, der skal kunne overtage fra dem en dag,” siger Peter og tilføjer:

”Jo mere tid, der går, jo mere ansvar får man også, fordi man bliver bedre til arbejdet.”

Skift mellem skole og praktik

Peter har valgt linjen energispecialist på VVS-uddannelsen, og det tager 4 ½ at blive det.

Uddannelsen er en vekselvirkning mellem skoleforløb og praktik i en virksomhed. Det er ifølge Peter en fin kombination, fordi man på skolen bliver sat ind i det, man skal bruge i praktikken, og det er her, man for alvor prøver teorien af og lærer sit fag.

På et punkt adskiller skoletilværelsen sig dog fra arbejdet i en virksomhed:

”Der er en forskel fra at gå i skole, og det er, at man er træt, når man kommer hjem, fordi man er så fysisk aktiv på arbejdet,” siger Peter.

Han afsluttede sit grundforløb i december med et flot 12-tal, og nu skal han være hos Knud Jensen VVS i Lundby indtil oktober. Derefter starter han på hovedforløb 1, som varer 2 ½ måned.

”De fire år, der er tilbage, skal nok gå stærkt, ”mener Peter, der ikke kan pege på nogen opgaver, som er bedre end andre. ” Der er så mange ting, og man lærer noget hver dag. Man bliver glad hver gang, man har lært noget nyt, og så bliver det hurtigt sjovt.”

Vi følger Peter gennem hans uddannelse, så glæd dig til at læse mere om, hvordan det går ham – næste gang til efteråret, når han skal i gang med hovedforløbet på uddannelsen.