Arteloco har åbnet butik i Stege, hvor de også afholder workshops

Smukke, spændende og anderledes ting – uanset om det er pænt eller grimt, påvirker kunst os og gør vores liv rigere. Nu kan vi selv lære at blive udøvende kunstnere hos Arteloco i Stege.

Lørdag d. 4. marts 2017 var en stor dag for Ana Maria Galmez og Eduardo Soza fra Arteloco. Her havde de inviteret til reception i deres nye butik i Stege. En butik, hvor de vil udstille og sælge deres produkter – og også undervise os andre i at finde glæde i kreativiteten.

Små hold med plads til den enkelte

I deres nye butik, som også fungerer som værksted, vil de fremover arrangere workshops, hvor man kan tilmelde sig og lære mere om, hvordan man tegner og maler og fx laver gode portrætter. Og der er fokus på fordybelse:

”Der er max seks personer på hver workshop, så det er et lille hold, hvor der er tid til den enkelte,” siger Ana Maria.

Både Ana Maria og Eduardo har stor erfaring med at undervise. Ana Maria fortæller, at de har undervist i Danmark siden 1983 og har også været i Mozambique, hvor de har lært andre at udtrykke sig kunstnerisk. De kan lide at undervise og er glade for at kunne gøre det nu igen i lokalerne i Stege.

Se tingene på en ny måde

Kunstnerparret Ana Maria og Eduardo har en lang karriere bag sig. Siden 1972 har de arbejdet med malerier, tegninger, film, collager og tekstiltryk.

Da de kom til Danmark fra Chile i 1975, blev de uddannede som beklædningsdesignere, og de fortsatte med at eksperimentere med farver og materialer. Sidenhen har de skabt kunsthåndværk med inspiration fra forskellige kulturer.

Når man har viet det meste af sit liv til kunsten, er der ingen tvivl om, at man nærer en stor kærlighed til den. Den skinner også tydeligt igennem, når Ana Maria skal svare på spørgsmålet om, hvorfor kunst er vigtigt:

”Kunst gør livet godt for os. Den skaber glæde og vækker beundring og overrasker os. Vi bliver påvirkede af smukke og anderledes ting. De kan også være grimme eller spændende, bare man bliver overrasket. Så bliver man taget ud af dagligdagen og ser tingene på en ny måde.”

Du kan læse mere om Arteloco og deres workshops på hjemmesiden http://arteloco.dk.

Faglig hjælp og netværk

Gennem det seneste halve år har Ana Maia og Arteloco haft en spireplads hos Vordingborg Erhverv, og det har ifølge Ana Maria haft stor betydning for, hvor de er i dag:

”Det er godt både fagligt og psykologisk. Uanset hvornår man har brug for hjælp, så svarer konsulenterne på ens spørgsmål og hjælper en videre,” siger Ana Maria, der også kan fortælle, hun og Eduardo deltager i MikroVirk, netværket for iværksættere. Du kan læse mere om Spirepladser og MikroVirk her:

Spirepladser

MikroVirk