Der er mange aktiviteter i Vordingborg kommune

Sommerferieperioden er på sit højeste niveau i disse dage, og mange holder fri. Det betyder dog ikke, at gaderne ligger øde hen – tværtimod.

Vordingborg Festuge anno 2017 er i fuld gang. Hele 25 koncerter på 6 dage bliver det til, når så forskellige navne som blandt andre Lis Sørensen, Djämes Braun, Nahiba og Danser med Drenge gæster byen. Folkene bag festugen forventer omkring 100.000 besøgende i løbet af ugen, så det er ikke for meget at sige, at hele byen summer af liv.

Også Allan og Malene fra Wrappers kan mærke, at der er masser af sjov i gaden i øjeblikket. De har haft travlt siden åbningen af deres butik i Algade i juni, og de har allerede fået mange stamkunder. I øjeblikket er der dog ekstraordinært travlt:

”I går (mandag, red.) havde vi 200 kunder mellem kl. 11 og 16.  Nogle af dem siger, at de kun er kommet til festugen på grund af os, og der var en jyde, der ærgrede sig over, at de ikke har wrappers i Jylland”, siger Allan og tilføjer: ”Vi er selvfølgelig stolte over, at folk vælger at komme ned til os i Algade på grund af en wrapper. Det rammer os lige i hjertet.”

Tirsdagsmarkeder tiltrækker folk fra nær og fjern

Det er ikke kun i Vordingborg by, at der er fuld af liv. Også i Stege sker der en masse.

Tirsdagsmarkederne er i gang og tiltrækker folk fra nær og fjern. På markederne, som finder sted hver uge fra den første uge i juli og fem uger frem, er der aktiviteter for hele familien: Hestevognskørsel, historiske byvandringer, besøg i Middelalderhaven, loppemarkeder, vikingemarked, boder og forlystelser.

De mange aktiviteter er godt for både borgere og forretningsdrivende – og endnu mere kan være på vej i kommunen.

Vordingborg – centrum for nye ideer

Anine vil hjælpe folk i gang med aktiviteter i det tomme lokale på Vordingborg station
Anine Thomsen fra Duk Op Shop

Står det til Anine Thomsen vil det tomme lokale over for 7-Eleven på stationen i Vordingborg snart rumme en masse spændende tiltag.

Anine er stifter af Duk Op Shop, hvor hun hjælper iværksættere med udviklingen af deres forretningsideer. I forlængelse af det har hun taget initiativ til EventRum, som går ud på, at man skal kunne leje et lokale i en kortere, afgrænset periode – i første omgang lokalet på stationen.  Dermed bliver det mere fleksibelt og økonomisk overskueligt at finde ud af i praksis, om ens ide er bæredygtig.

”Hvis man er ny og bare har en ide, er det svært at binde sig til lange kontrakter. EventRum gør det nemt og enkelt”, siger Anine.

Spændende tiltag på Vordingborg Station

Også andre aktører end iværksættere vil kunne drage nytte af at kunne leje et lokale i en begrænset periode.

”For udøvende kunstnere er det en mulighed for at vise, hvad de kan. De kan udstille deres kunst, afholde en koncert eller lave foredrag eller teater”, siger Anine.

På samme måde kan webshops bruge lokalet som et showroom, og de lokale butikker kan fx lave markedsføringsevents eller lagersalg og på den måde brande sig selv endnu mere.

Anine holder åbent hus i lokalet på stationen d. 16. august 2017 kl. 17-18, hvor alle er velkomne til at møde op og høre mere om EventRum.

Læs mere om EventRum på eventrum.dk.