Palle Knudsen Kunststoffabrik i Præstø har ansat otte medarbejdere siden nytår

Social ansvarlighed og engagement i det omkringliggende samfund er ikke en modsætning til økonomisk overskud og vækst – tværtimod. Det er Palle Knudsen Kunststoffabrik et godt bevis på.

Det går godt for Palle Knudsen Kunststoffabrik. Allerede nu tegner omsætningen for 2016 sig til at blive rekordstor, og der er ansat otte nye medarbejdere siden årsskiftet for at imødekomme produktionsbehovet.

En af de nye medarbejdere er en syrisk flygtning, som kombinerer sin sprogundervisning på et sprogcenter med praktik hos virksomheden, der bl.a. producerer slanger og rør i termoplastiske materialer. Umiddelbart virker det som en stor opgave for en mindre virksomhed, som skal afsætte ressourcer til oplæring, men sådan ser administrerende direktør Peter Rosenkrands ikke på det. Han siger:

”Vi vil gerne gøre vores for integrationen. Vi har et samfundsansvar, også for at uddanne lærlinge, og vi samarbejder gerne med jobcentre omkring langtidsledige.”

Praktikperioden er ulønnet, men man skal ikke tro, at det bare handler om gratis arbejdskraft.

Peter Rosenkrands forklarer, at den syriske praktikant skal være hos Palle Knudsen Kunststoffabrik til slutningen af september. I denne periode bliver han oplært, og hvis samarbejdet fungerer godt, er det planen, at han skal ansættes på lige fod med de øvrige medarbejdere.

At påtage sig et socialt ansvar betaler sig

Det er ikke første gang, virksomheden bidrager til integrationsindsatsen. Tidligere har man haft en tjetjensk praktikant, som nu er fastansat, og Peter Rosenkrands fortæller, at det er en dygtig medarbejder, som virksomheden er glad for. For Peter Rosenkrands er det vigtigt, at Palle Knudsen Kunststoffabrik påtager sig et socialt ansvar.

”Virksomheder har også et ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft og integrere flygtninge. Hvis vores samfund skal fungere, kan vi ikke kun sidde og se på vores egen biks. Vi kan spille en aktiv rolle ved fx at tage lærlinge og indsluse medarbejdere, der er røget ud af arbejdsmarkedet, og på sigt vil det give os en mere velfungerende offentlig sektor på grund af de store økonomiske besparelser, der er ved det.”

Direktøren lægger ikke skjul på, at det godt kan betale sig at udvise samfundssind og tage lærlinge og flygtninge i praktik. Som han siger, giver det virksomheden et godt renomme, og det betyder meget i forhold til at tiltrække kunder og medarbejdere. Om det sidste uddyber han:

”Vi er en del af et mindre samfund, og det øger respekten for os. Det gør det lettere at tiltrække medarbejdere. Der bliver kamp om de dygtige medarbejdere, og hvis vi er kendt for noget godt, er der flere, der vil sige, at dén virksomhed vil jeg gerne arbejde hos”.

Langsigtet tænkning er nøglen til succes

Otte nye medarbejdere i løbet af blot få måneder er et godt udtryk for den vækst, som Palle Knudsen Kunststoffabrik oplever i disse år. Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, for bag udviklingen ligger en langsigtet planlægning og konstant bevågenhed om, hvad fremtiden kræver af virksomheden.

Allerede fra 2003, hvor Peter Rosenkrands blev ansat i virksomheden, har han haft fokus på at tiltrække nye kunder og derigennem øge salget samt styrke organisationen internt via udvikling af kompetencerne. Om baggrunden for virksomhedens fremgang siger Peter Rosenkrands:

”Det handler om godt købmandsskab og om at skabe relationer til kunderne. Der er meget konkurrence på markedet, men vi kan tilbyde hurtig levering, god kvalitet og speciel materiale-know how. Derfor er vi i stand til at vækste, hvor andre ikke er det.”

Han fortæller videre, at eksport altid har været en vigtig del af virksomhedens strategi. På den måde har man kunnet minimere farerne for tab ved at sprede risikoen geografisk og på flere kunder. Hvis der er recession på et marked, vil man kunne mærke det, men andre kunder og markeder bidrager til, at virksomheden kan fortsætte uden problemer. Dog er et godt eksportmarked ikke noget, der opbygges på et år – for Palle Knudsen Kunststoffabrik har det været en proces, der har taget mange år.

At drive en virksomhed i så mange år med succes kræver i det hele taget, at man tænker længere frem end blot dagen i morgen, og at man ikke stresser, når der er et år, hvor det går mindre godt.  I den forbindelse ville andre måske vælge nedskæringer i antallet af ansatte for at tilpasse sig produktionsbehovet, men også i den henseende mener Peter Rosenkrands, at man bør være mere fremsynet. Han siger:

”Vi har valgt at beholde vores medarbejdere på trods af nedgang. Resultatet bliver så ikke ligeså godt, men til gengæld er ressourcerne klar, når det går godt igen. ”

Loyale medarbejdere med lokal forankring

vaekst-palle-knudsenPt. beskæftiger virksomheden 40 medarbejdere, som primært arbejder i produktionen, og flere af dem har været der i flere år. Der findes ikke nogen uddannelse, der passer specifikt til det, som man skal kunne for at være ansat hos Palle Knudsen Kunststoffabrik, så derfor sørger virksomheden selv for at oplære medarbejderne. Som Peter Rosenkrands formulerer det, er det den vigtigste kompetence, at man har hænderne rigtigt skruet på og er villig til at lære.

Medarbejderne kommer fra lokalområdet, og virksomheden har da også et geografisk fokus ved rekrutteringen. Peter Rosenkrands mener, at det styrker loyaliteten, at medarbejderne arbejder for en lokal virksomhed. Det er en fordel i forhold til københavnske virksomheder, hvor tilbøjeligheden til at finde et andet job er større. Hos Palle Knudsen Kunststoffabrik er det sjældent, at der er nogen, der siger op.

Det skyldes måske personalepolitikken. Om det siger Peter Rosenkrands:

”Jeg går meget op i personalepleje. Det ligger mig meget på sinde at motivere mine medarbejdere, og jeg tror, at den personlige relation betyder meget”, og han afslutter med stor ros til sine ansatte:

”Jeg har et godt team med dygtige og kompetente medarbejdere. Det er vores fælles indsats, som er årsagen til virksomhedens succes.”

Fakta om Palle Knudsens Kunststoffabrik:

  • Etableret i 1959
  • Producerer slanger, rør, fladbånd og profiler i diverse dimensioner i termo­plastiske materialer
  • Er underleverandør til bl.a. olie- og gasindustrien, medicinalindustrien, bilindustrien og vindmøllefabrikker
  • Blev kåret som Gazelle af Børsen i 2014
  • Eksporterer til mere end 25 lande og har en eksportandel på 50-60 %