Bo Holm Petersen fra Lykke Cykler er en mand med mange idéer og mange bolde i luften. I oktober måned deltog han på Raketvækst, hvor han blandt andet fik styr på at samle boldene og blive mere målrettet i sit arbejde.

”Jeg blev overrasket over Raketvækst. Jeg havde ikke nogen særlige forventninger til forløbet, men konsulenterne lagde hårdt ud, og jeg har fået trykprøvet min idé” fortæller Bo Holm Petersen om oplevelsen af forløbet.

På Raketvækst bliver man udfordret og arbejder konkret med strategi og handleplaner, og vækstkonsulenterne stiller de kritiske spørgsmål, som er med til at skærpe virksomhedens profil. De kritiske spørgsmål fik også Bo til at reflektere – og han holdt fast.

”Jeg fik rigtig meget ud af Raketvækst. Jeg blev udfordret – men det var også det, der skulle til for, at jeg fik reflekteret over min egen idé, og fik hjælp til hvordan den skal blive til noget.” fortæller han om udbyttet af Raketvækst.

Bo tog på RaketVækst med idéen om at ville lave et mobilt cykelværksted, som skal gøre det muligt for folk at få repareret og serviceret deres cykler hjemme i indkørslen, i stedet for at skulle fragte cyklen ned til værkstedet. Med sig hjem fik han en handlingsplan, som var skræddersyet specifikt til hans idé og virksomhed.

Udover konsulenternes input og vejledning, så gav de øvrige deltagere også en masse værdi til forretningen.

”Jeg får rigtig mange idéer, og ens egen idé er jo altid den bedste. Man kan ikke se det udefra – men på Raketvækst har man også de andre deltagere at sparre med, som giver deres input til idéerne. Man får også et indblik i de andre deltageres tanker og hvordan de griber deres udfordringer an. Det har givet mig nye bekendtskaber og et netværk, som jeg kan bruge fremover.” fortæller han.

Som en idérig mand har Bo mange bolde i luften, og Raketvækst har hjulpet ham til at blive mere målrettet og til at eksekvere på idéerne. ’Must Win Battles’, målsætninger som SKAL nås, har hjulpet til at sætte ting i gang, i stedet for at vente til i morgen.

Fakta om Raketvækst

Raketvækst er et tredages intenst forløb, som efterfølges af opfølgninger de første 6 måneder.

Kunne du tænke dig at høre mere om Raketvækst, så kontakt vores erhvervsservicechef Jens Damgaard, tlf. 2818 0912 eller mail jd@vordingborgerhverv.dk.

Næste Raketvækst forløb afholdes den 2. – 4. oktober 2019.