Det kan være svært at score med power points og uddeling af visitkort.

Alligevel var det Morten Matras’ forventning at bruge netop disse tricks, da han og fire andre virksomheder fra Vordingborg tog på charmeoffensiv til Malmø med EU’s Lean Landing-program i begyndelsen af april. Dagen bød dog på alt andet end tørre præsentationer og overfladisk kontakt. Power points blev skiftet ud med partnerskaber. Visitkort blev skiftet ud med vækstpotentiale. Der var match-making med konkrete dialoger om nye kundemuligheder.

I slutningen af maj gentager Vordingborg Erhverv succesen, når der er Lean Landing-arrangement i Lübeck under titlen ”Doing Business in Germany”.

Bedre til at bejle til potentielle partnere

Lean Landing er et attraktivt netværk for små og mellemstore virksomheder, der gerne vil erobre nye markeder i landene omkring Nordsøen, herunder Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Storbritannien. Der bliver afholdt virksomhedsdage finansieret gennem EU’s regionale udviklingsfond, hvor deltagerne får indblik i det andet lands kultur og lovgivning. Det klæder de deltagende virksomheder på til at erobre nye markeder.

I begyndelsen af april var det dørene til det svenske marked, der skulle åbnes. Forårssolen strålede ind gennem vinduerne i den lille bus fra Ørslev Turistbusser, der transporterede fem lokale vækstspirer til Media Evolution Centre i Malmø. Her er omkring 100 virksomheder samlet i et af de største sydsvenske kontorfællesskaber, hvor store produktionsvirksomheder ligger dør om dør med kreative virksomheder. I det innovative miljø blev de fem virksomheder med et godt øje til det svenske marked klædt på til at bejle til nye partnere og potentielle kunder.

LeadDoubler.com med Morten Matras i spidsen var en af de virksomheder, der fik det optimale ud af ekskursionen til Malmø. LeadDoubler.com laver forførende prisberegnere og tests til online markedsføring, og virksomhedens produkter genererer omkring 2.000 kundehenvendelser hver dag til deres kunder i Danmark og udlandet. Mortens virksomhed har et internationalt vækstpotentiale, men har manglet kontakterne til at komme videre på det internationale væksteventyr.

Kærlighed ved første blik

Normalt tager det lang tid for virksomheder at komme ind på et nyt marked. Formålet med Lean Landing er at facilitere en effektiv virksomhedsdating, hvor kontakten mellem virksomhederne allerede er etableret, inden de mødes første gang. På den måde opstår der nemmere kærlighed ved første blik mellem virksomhederne, der får hurtigere adgang til hinandens markeder.

Derfor tog Morten imod invitationen om at deltage i Lean Landing i Malmø. En konsulent fra Vordingborg Erhverv fungerede som eksport-headhunter og havde på forhånd arrangeret et møde med en svensk IT-virksomhed, der matchede LeadDoubler.coms profil.

”Det var et godt og langt mere internationalt set-up, end jeg havde forventet,” fortæller Morten. ”Jeg havde regnet med en masse power points og så lidt tid til at uddele visitkort. Der var præsentationer, men det meste af dagen gik med at være i dialog med andre virksomheder fra Sverige, Tyskland og Kina om at komme ind på deres markeder. Derudover fik jeg ny viden om, hvordan man kan få en virksomhedsadresse i et andet land uden at være fysisk til stede. Det kan også være med til at skabe nye relationer.”

Mortens oplevelse i Malmø gør også, at han anbefaler andre at tage imod tilbuddet i Lean Landing som eksempelvis turen til Lübeck den 29. maj. Med Mortens ord er Tyskland et større vækstmarked, og med nye anlægsprojekter i Storstrømmen og Femern bliver forholdet mellem det danske og tyske marked tættere i de kommende år.

”Lean Landing er et gratis tilbud – det koster kun en dag. Som deltager skal man gå aktivt ind i det, forberede sig og bruge den vejledning, som Vordingborg Erhverv tilbyder. Deltagelse kan gøre, at man scorer et resultat, der afspejler sig direkte på bundlinjen,” siger Morten.

Læs mere om Lean Landing i Lübeck, den 29. maj, og kontakt Mikkel Lundemann på mlr@vordingborgerhverv.dk eller 28 25 46 37 for yderligere information.