Makerspace Vordingborg er på forkant med den teknologiske udvikling

En gruppe entusiastiske borgere mødes to gange om ugen på biblioteket i Vordingborg. Her arbejder de med blandt andet programmering, 3D og laserskæring – og interessen er stor.

Hvad har en 13-årig og en 82-årig tilfælles? Umiddelbart ikke meget, skulle man tro. Men hos Makerspace Vordingborg finder de sammen om en fælles interesse, nemlig it og teknologi.

Makerspace Vordingborg tiltrækker alle aldersgrupper
I Makerspace Vordingborg mødes både unge og ældre. De har interessen for it og teknologi til fælles.

Gruppen, der altså inddrager flere generationer, mødes hver tirsdag og torsdag kl. 18.30-21.30 på det lokale bibliotek. I ”innovationsrummet” og ”maskinrummet” står der blandt andet computere, 3D-printere og en laserskærer til fri afbenyttelse.

”Alder har ingen betydning her. Alle er velkomne,” siger Jane Grønbech Poulsen fra Vordingborg Bibliotek. Hun fortæller videre, at hvis man er nybegynder, kan man få hjælp af de mere erfarne deltagere. Man kan også arbejde på egen hånd– eller bare hygge sig sammen med de andre og blive inspireret til egne projekter.

Fremtidens teknologikyndige medarbejdere

Udover Makerspace Vordingborg bruges innovations- og maskinrummet også af nysgerrige og lærevillige skoleelever. Vordingborg Bibliotek samarbejder nemlig med Vordingborg kommunes skoler. Eleverne kommer på workshops, hvor de bliver undervist i 3D-teknologi og programmering – faglige emner, som det bliver mere og mere vigtigt at have kompetencer indenfor.

”Jeg oplever, at vi kan være en del af fødekæden til virksomhederne. De unge mennesker kommer her og bliver inspireret. De lærer, hvad man kan bruge teknologien til, og får mod på mere,” siger Jane og henviser til, at arbejdsmarkedet i de kommende år mere og mere brug for it- og teknologikyndige medarbejdere.

Teknologien i Vordingborg vækker opsigt

Man hører ofte, at der er mangel på it-specialister og folk med teknologikendskab i Danmark. Interessen og ønsket om at arbejde er dog i høj grad til stede blandt både børn og voksne i Vordingborg kommune. Faktisk er tilslutningen til Makerspace Vordingborg større end ved lignende tiltag andre steder.

Makerspace Vordingborg vækker opsigt ud over kommunegrænsen
Det store fokus på blandt andet 3D-print har vakt opsigt også uden for kommunen.

Da Jane deltog i Makerfestival – en festival, der er tilegnet teknologien, og som fandt sted i København i starten af september – blev hun også mødt af benovelse over, hvor meget man i Vordingborg er på forkant med udviklingen. Og den gode historie om, at man i Vordingborg kan lære at bruge den nyeste teknologi, fortælles vidt omkring. Jane fortæller:

”En mor med to drenge fra Haslev mødte op, fordi de var interesserede i at lave 3D-print. De fik hjælp til at komme i gang, og nu kan de selv.”

Makerspace Vordingborg følger med udviklingen

Makerspace Vordingborg og Vordingborg Bibliotek er allerede nu godt i gang med at introducere børn og voksne til mulighederne med blandt andet 3D-print og laserskæring.

Men der er planer om mere: For at følge med udviklingen, har de søgt om penge til en ny og større laserskærer, som kan supplere den nuværende.

De vil også meget gerne have en CNC-minifræser. CNC er en produktionsmetode, som industrien i høj grad mangler folk med kendskab til. Derfor ville det være godt, hvis børn og unge kunne blive introduceret til, hvad det går ud på og derigennem blive inspireret til valg af uddannelse.

”Jeg håber, der er nogle lokale virksomheder, som har lyst til at være med til at sponsorere det” siger Jane. Hun fortæller videre, at man selv kan bestemme, hvor meget man vil give, og biblioteket har planer om at lave en speciel væg, hvor bidragsyderne bliver nævnt som tak for hjælpen.

Fotos er taget af MH Foto (www.mh-foto.nu)

Fakta om Makerspace Vordingborg

Makerspace Vordingborg er en frivillig organisation udelukkende drevet af egen interesse. Initiativtager til gruppen er administrerende direktør Hjalmar Skovholm Hansen fra Vordingborg Køkkenet.

Jane Grønbech Poulsen fra Vordingborg Bibliotek tog kontakt til ham, da hun hørt, at han var interesseret i it-teknologi. På en konference var hun selv blevet inspireret til at forsøge at starte et læringsfællesskab op omkring den nyeste it-teknologi.

Det startede med en konference på biblioteket og udviklede sig til et innovationsrum, som er åbent for alle bibliotekets brugere alle dage fra kl. 7-23. Også kommunens skoleklasser bliver her undervist i programmering og 3D-teknologi.

Makerspace Vordingborg er et fællesskab som mødes hver tirsdag og torsdag kl. 18.30-21.30. Alle er velkomne til at komme og være med uanset forudsætninger.

Er du interesseret i at give et bidrag til indkøbet af en CNC-minifræser, kan du kontakte:

Jane Grønbech Poulsen, Vordingborg Bibliotek

Tlf.: 40452360

Mail: jagr@vordingborg.dk